Selvstudie - Karaktertræk - Glæde
Hvad er Glæde?
Glæden er et positivt karaktertræk som er medfødt- den er en naturlig del af personligheden. Når glæden får tilstrækkelig med opmærksomhed og ofte bliver brugt vokser den sig stor og stærk.
Glæden er strålende øjne, nysgerrighed og lysten til at favne livet. Glæden skaber fred i det indre og udtrykker overskud og livsmod.
Glæden skaber sundhed, for glædesfyldte tanker og følelser påvirker kroppen som nærende føde for organismen. Betragt glæden som den bedste vitaminpille, anse glæden som et psykisk immunforsvar. Jo mere glæde, jo mere sundhed, velvære, vækst og trivsel.
Det vil sige at fokus på glæden i hverdagen er helsebringende. Et smil, venlighed og imødekommenhed gør underværker. Når glæden "vandes og gødes" ved gentagelse på gentagelse bliver livet mere glædesfyldt og kontakten til glæden bliver permanent.
I teksten “Glæden holder det hele i gang” fortæller vi om at alle er født med evnen til at udvikle karaktertræk til at være glade, rolige, kærlige ordentlige individer, der ønsker fred med os selv og andre. At glæde er selve livskraften, der ikke kan ses, ligesom vi heller ikke kan se vinden eller elektricitet, men vi kan se virkningerne af dem.
I teksten “Mere GLÆDE mindre bange” retter vi blikket på, at jo mere vores tanker kredser om frygten jo større bliver den og hvordan du kan bruge GLÆDEN til at få mørket til at forsvinde som dug for solen. For tanker om Glæde skaber glæde. Og den mest værdifulde evne dit barn nogensinde kan udvikle, er tanker hen mod det, det ønsker - frem for det det mangler.