Jeg har vænnet mig til at være pessimist

Nu vil jeg vænne mig til at være optimist

Den amerikanske psykolog og anerkendte forsker Martin Seligman studerede depression, som bliver mere og mere udbredt, ikke mindst blandt unge.

Han undrede sig, ligesom vi andre også gør, over hvordan det kan gå til, at vi i den vestlige verden, hvor vi har flere penge, mere magt, flere bøger og uddannelse alligevel ser depression mere fremherskende, end det er i de dele af verden, som er mindre blomstrende og mindre magtfulde.

Seligman havde i sit arbejde i 70’erne observeret patienters mørke tankerække. Han beskrev, at depression drejer sig om patientens opfattelse af egne fejl i relation til mål. Han så, at der var en afgørende forskel på den måde mennesker opfatter negative hændelser på.

En pessimist tror, at en dårlig hændelse har vidtrækkende konsekvenser ud i fremtiden, at det underminerer alt, hvad han gør, og at det hele er hans egen skyld. Han oplever, at problemet ødelægger alt, hvad han foretager sig, det er ikke til at få ud af verden, det fortsætter, for problemet er ikke til at få løst. Han vil typisk opfatte årsagen til en dårlig hændelse som værende permanent, han er opgivende og tager sorgerne på forskud. Han bruger generaliserende vendinger, som altid eller aldrig. Fx én gang forladt, altid forladt!  

Optimisten, derimod, tænker helt modsat, når han bliver udsat for dårlige hændelser eller nederlag. For en optimist er det kun en midlertidig forhindring, som ikke spiller nogen rolle i fremtiden. At det kun er begrænset til én situation, og at han ikke selv er skyld i hændelsen. Optimister kommer hurtigt forbi nederlag, de siger videre videre, ser det som en udfordring, og at det gør en forskel, hvis de gør en endnu større indsats.