Selvstudie - Karaktertræk - Selvkontrol

Hvad er Selvkontrol?

Måske vækker ordet disciplin negative associationer hos dig. Måske forbinder du det med at stå skoleret overfor autoriteter, nægte sig selv at nyde livet eller være spontan. Men selvbeherskelse, mådehold, viljestyrke og selvdisciplin, som alle er betegnelser for selvkontrol, har grundlæggende betydning for både indre og ydre trivsel.    

Næsten ligegyldigt hvad vi foretager os, er der selvkontrol involveret. Uden den ville vi aldrig komme ud af sengen om morgenen, komme på arbejde og gøre vores pligter. Vi bruger Selvkontrol til at beherske os og regulere os selv, styre vores impulser, lyster og behov, så vi kan leve et sundt og velordnet liv, og opnå de mål vi sætter os.

Vi har selvkontrol, selvbeherskelse og selvdisciplin, når vi er på arbejde, når vi er i kontakt med andre, når vi tålmodigt venter på at barnet får taget tøj på. Vi har selvkontrol, når vi behersker os, og styrer lysten til at spise mere, forlade et kedeligt møde, gå ud i det gode vejr, ta´ en lur, og til at lægge vores bekymringer til side, når vi hygger os med familien. Selvkontrol er med andre ord en kompetence, vi bruger i sociale, arbejdsmæssige, familiemæssige - og personlige sammenhænge.  

I teksten "En bil uden bremser", kommer vi tæt på de krav vi må stille os selv for at få herredømme over vores liv. Vi retter fokus på sansekontrol og grænsesætning og vores evne til forandre os og forbedre os. Ved at beherske vores sanser og vores tænkning, kan vi fjerne det, der giver os smerte og vælge tænkning, der skaber velvære - men som alt andet kræver det træning.

I teksten "Selvkontrol former skæbne", går vi i dybden med konsekvenserne af Selvkontrol eller mangel på samme. Vi ser på hvad den psykologiske forskning siger om Selvkontrol, og hvilken indflydelse den har på børns fremtid i forhold til uddannelse, sociale-, fysiske- og psykiske liv. Og vigtigst af alt får vi understreget, at Selvkontrol er en mental evne alle kan tilegne sig.