For mange år siden sad jeg en aftenstund med en ven på en badebro ved Furesøen. Søen var blikstille, ikke en krusning rørte sig på overfladen.

Tænk hvis ens sind altid kunne være lige så roligt som vandets overflade, sagde jeg.

Det må da være kedeligt. svarede min ven.

Tilsyneladende havde min ven forvekslet indre ro med stilstand.

Hvor stilstand betegner stagnation - det vil sige, at udvikling går så langsomt, for til sidst at gå i stå - så har Indre Ro bevægelse men ingen modstand. Indre Ro har ingen skarpe kanter at støde imod, ingen forhindringer - blot en flydende strøm af liv i balance og ligevægt. Ikke for lidt - ikke for meget, blot ligevægt.

Kan vi så få ro!  

Alle mennesker ønsker Indre Ro, som kun findes et eneste sted: I sindet som er vores tanke - og føleverden. Det starter i det indre, der er ingen andre steder, vi kan finde det. Vi siger: kan vi så få fred - kan vi så få ro, og de tier stille alle sammen, men hvis mine egne tanker og følelser fortsat er i oprør, hjælper det ikke en tøddel, at de er helt musestille allesammen.

Men al min uro, alle bekymringer, alle tanker og følelser, der overmander mig er som bølger på mit sinds oprørte hav, og det findes kun et sted - i mit indre - og der er kun én, der skabte det, mig selv. For alting starter i det indre.

Almindeligvis er det sådan, at fra det øjeblik vi slår øjnene op om morgenen til vi falder i søvn om aftenen, bruger vi tid på at se på al det, der ligger udenfor os selv. Der er ikke mange øjeblikke, vi stopper op og kigger indad, og undersøger, om der er noget, der skal rettes op på der.