Videnskaben siger; “Dine forventninger påvirker dit barn”
SE dit Barn er en ny måde at opfatte dit barn på.
Fordi vi alle ser på vores egen måde, opfatter og tolker det vi ser, er det ikke lige meget hvad du lægger mærke til.
For der er en verden til forskel om du ser muligheder eller mangler - succes eller fiasko.
Som bekendt afhænger det af øjnene, der ser.
Det fantastiske er, at hvis vi ændrer vores opfattelse, ja, så ændrer vores oplevelser sig også.
Og det påvirker også dit barn...
Hør bare her:
Psykologen Robert Rosenthal ville i 1960'erne undersøge, hvad der sker, hvis man planter særlige forventninger hos læreren til tilfældigt udvalgte elever.
Og det var netop, hvad han gjorde i et eksperiment med alle børn fra 1. til 6. klasse i en folkeskole i Californien, som han kaldte Oak School.
Eleverne gennemgik en omfattende test, men hos 20% af eleverne manipulerede han målingerne, så deres testresultater så bedre ud.
En gruppe nye lærere, der ikke kendte børnene, kom nu til. På baggrund af testresultaterne blev de nye lærere fra skoleårets start forledt til at tro, at disse navngivne elever (som i virkeligheden var tilfældig udtrukket) var intellektuelle talenter, som ville udvise fremgang i løbet af skoleåret.
Da skoleåret var omme, fik alle elever igen den samme test. Det sås nu, at de udvalgte elever havde forbedret sig betydeligt mere, end de andre elever. De elever, som lærerne havde særligt positive forventninger til, havde en større intellektuel vækst end den anden gruppe.
Forskellen var markant.
Der tegnede sig et billede af lærernes adfærd over for de "talentfulde" elever. De var typisk venligere, mere opmærksomme, lyttende og hjælpsomme og gav mere plads og længere taletid. Alt i alt fik disse elever mere opmærksomhed og anerkendelse.
Rosenthals forskning viser, at lærerens grundlæggende indstilling og tro på børnenes forudsætninger og intellektuelle talenter påvirker deres fremgang.
I eksperimentet blev lærernes forventninger plantet i dem, uden at de var klar over det. Vi som forældre kan nu bevidst plante en ny indstilling til vores børn i vores eget sind, og få den opfattelse, som vi koncentrerer os om at få.
Så lad os ændre vores syn på vore børn så du SER alt det fantastiske dit Barn er og kan blive.
Det kan lade sig gøre, for den måde vi opfatter på er tillært. Vi lærer det alle i vores opvækst gennem det miljø og den kultur der omgiver os.
Så hvorfor ikke omlære, og lære at SE det vi dybest set ønsker: glade, selvstændige, tilfredse og harmoniske børn.