Igangværende Lektion
Kursus indhold

Ordets Kraft

Det talte ord har en voldsom kraft. Ord om håb til en person der er fortvivlet kan forandre som et trylleslag. Ord kan styrke eller dræne og ord kan vinde venner eller fjender. Ord er som dynamit der skal behandles varsomt.             

Så det er ikke lige meget hvad der bliver sagt til børn. Barnet lytter med og registrerer alt hvad der foregår i familien. Så vi skulle være meget opmærksomme på at vi anvender kærlige og positive ord der skaber ro og tryghed. Selv spædbørn er under indflydelse af, hvad der bliver sagt i deres nærvær. 

Faktisk modtager vi hele tiden indtryk fra omgivelserne. Medierne er eksperter i at påvirke os med holdninger, hvad vi har behov for og hvad vi skal frygte, for Underbevidstheden modtager disse informationer uden censur. Det er det vi kalder masse-suggestion, det vil sige at noget udefra planter idéer i os. Det er muligt, fordi Underbevidstheden ikke har nogen ansvarsfølelse eller skelneevne, den tror på hvad der bliver sagt.   

Det er heller ikke lige meget hvad vi siger til os selv. Vi har alle en indre dialog, hvor vi med ord forstærker vores holdninger, vurderinger og meninger om os selv og andre. Vi planter meninger i Underbevidstheden, som ikke er istand til at vurdere hvad der er hensigtsmæssigt. Ikke engang noget sagt for sjovt går upåvirket hen for Underbevidstheden har ingen sans for humor, den tager dine ord for pålydende.

Netop af den grund er det vigtigt at vælge Tanker og Ord der velsigner, helbreder, inspirerer og fylder os med glæde. Det er den proces vi kalder selv-suggestion. Det vil sige, at vi bevidst planter en idé eller overbevisning i vores eget sind. I denne proces lader vi os ikke blindt påvirke udefra, tværtimod, vi vælger selv hvilken "tankeføde" vi vil nære sindet med.

Alle Øvelser i SE dit Barn gør brug af Ordets Kraft. Tanken forstærkes af ord og billeder og ved at repetere de selvopbyggende ord igen og igen med overbevisning påvirker vi Underbevidstheden. 

Selvsuggestion er et kraftigt "middel" som alle kan benytte. At have kendskab til Ordets Kraft er det pureste guld. Når først vi ved hvordan vi skal bruge det bevidst, kan vi guide os selv i den rette retning.